Ringkøbing IF jagter vigtige point i årets sidste kamp

En lang efterårssæson rammer sin afslutning, når Ringkøbing IF i morgen skal en tur til Nordjylland for at møde Vejgaard B i årets sidste kamp, som er en utrolig vigtig af slagsen.

Det er nemlig en regulær seks-points-kamp, der venter for begge mandskaber. Holdene ligger nemlig side-om-side i bunden af 2. Divisions Pulje 2 med ti point, hvor Ringkøbing IF overhalede Vejgaard B i sidste uge med en bedre målscore efter 2-1 sejren over FC Sydvest.

De to holds placeringer i bunden af puljen er dog kommet efter vidt forskellige forløb. Mens Ringkøbing IF fik en sløj start på sæsonen, er man så småt begyndt at hente vigtige point i de seneste par kampe, men det har været helt anderledes for Vejgaard B.

Holdet var nemlig ubesejret efter seks kampe, hvor det blev til to sejre og fire uafgjorte, ligesom man formåede at slå 3F Superliga-mandskabet Hobro IK ud af Sydbank Pokalen, og alt glimrende ud for nordjyderne.

Siden da er det dog gået alvorligt ned ad bakke for Vejgaard B, der har tabt de seneste ti kampe, hvoraf de ni har været i 2. Division, og en enkelt var imod et andet 3F Superliga-mandskab – nemlig bysbørnene fra AaB.

Derfor er der heller ikke nogen tvivl om, at begge hold vil gøre alt, der står i deres magt for at hente tre point på kontoen, som kan vise sig at være vitale for resten af sæsonen.

For ikke nok med at begge hold uden tvivl gerne vil gå på vinterpause med en sejr efter et hårdt efterår, så er det også vigtigt, at man ikke bliver sat yderligere af de nærmeste konkurrenter, hvor man kan ane FC Sydvest og Næsby Boldklub i horisonten, ligesom man kan spille sig tættere på nogle af de sjællandske hold, som man skal møde efter 22. spillerunde.

Heldigvis kan Ringkøbing IF også glæde sig over, at man ikke har nogle spillere på karantænelisten, ligesom Ragnar Leósson gjorde comeback i sidste uge, da man besejrede FC Sydvest med 2-1 efter to flotte scoringer af Martin Egelund.

Morgendagens værter fra Vejgaard B har dog heller ikke nogle spillere på karantænelisten, men sjovt nok finder vi deres træner, Christian Flindt Bjerg, der tilsyneladende blev borvist, da holdet i sidste uge tabte 1-3 i Dalum.

Det giver naturligvis opgøret lidt mere nerve, men hvor meget det egentlig betyder, når kampen først er fløjtet i gang, er svært at spå om.

Fløjtet i gang bliver kampen dog klokken 13:00, og det bliver den som tidligere meldt ud på Storvorde Sejlflod Kunstgræsbane, da regnen har taget hårdt på banerne i det nordjyske.

Du kan som altid følge det meget vigtige opgør på Facebook eller se live med hos Ekstra Bladet+ via følgende link: https://ekstrabladet.dk/plus/tv/play/sport/anden-division/article7715743.ece.