Mads Petersen: "Jeg spiller måske det bedste fodbold i min tid i klubben"

Når Ringkøbing IF træder på banen i Kolding fredag aften, bliver det med stor sandsynlighed med en jubilar forrest, da anfører og målmand, Mads Petersen, kan runde sin kamp nummer 100 i klubben. 

Og hvis du nogensinde har været inde for Ringkøbings bygrænse på en kampdag, så har du med stor sandsynlighed hørt den høje målmand råbe efter medspillerne, og det er et ganske bevidst valg for ham. 

”Det handler egentlig meget om, at det er et godt værktøj for mig for at holde mig selv i gang, da man som målmand kan have mange perioder, hvor man ikke har så meget at lave, så derfor bruger jeg det til at holde mig selv i gang og holde adrenalinen kørende, men det er også lige så meget for at holde dem foran mig engageret, klar og motiveret. Mentalt er jeg så også lidt smadret efter kampene,” siger målmanden med et smil på læben. 

Han er i gang med sin fjerde sæson i klubben, og selvom han ikke er fra byen, så virker det til at klubbens fans og frivillige har taget ham til sig som en af sine egne, og følelsen er gengældt. 

”Mit forhold med fansene og de frivillige er fantastisk. Jeg sagde sidste år, at det var som at være med i en stor familie herude, og jeg føler mig som en stor del af det. Det er også en af grundene til, at man godt gider tage de lange køreture frem og tilbage flere gange i ugen, for man føler sig som en del af samfundet, og man kan snakke med de frivillige og sponsorerne, og man er på fornavn med dem alle sammen. Det nyder jeg virkelig meget,” forklarer Mads Petersen. 

Den fjerde sæson i Ringkøbing IF blev samtidig den første sæson som anfører i klubben, og selvom Mads Petersen kunne virke som det åbenlyse valg med tanke på personligheden både på og uden for banen, så var han faktisk selv lidt i tvivl. 

”Jeg har det godt med at være anfører. Jeg skal ærlig indrømme, at det var lidt ambivalent i starten i forhold til, om det ville påvirke mit eget spil, at man skulle være den ekstra motivator og løfte andre, og om det ville koste i min egen mentale forberedelse til kampen. Jeg fik lige et par kampe i sidste sæson til at træne lidt på det, og min målmandstræner, Brian Andersen, og jeg har talt meget om det - og gør det stadig - om hvordan man skruer på de rigtige steder,” siger han og tilkendegiver, at han faktisk tror anførerbindet har hjulpet på præstationerne.  

”Jeg synes egentlig kun, det her været en fordel indtil videre. Lige for tiden spiller jeg måske det bedste fodbold i min tid i klubben, og anførerbindet har måske været med til at hjælpe på det, da man føler, at man som anfører hele tiden skal vise et højt bundniveau og være der for de andre,” forklarer Mads Petersen.

Læs med igen i morgen, hvor Mads Petersen forklarer, hvordan han og holdet har løftet sig i løbet af sæsonen, og så bliver der selvfølgelig også set frem mod fredagens kamp i Kolding