LENNARD LAURIDSEN: ”SKAL BRUGE ET GODT AFSÆT TIL DEN NYE SÆSON”

 Efter en sløj start på Oprykningsspillet er Ringkøbing IF i den grad kommet i gang med to sejre og en enkelt uafgjort i de seneste tre kampe, og derfor er det heller ikke specielt overraskende, at stemningen i truppen er i toppen. 

”Stemningen er rigtig god. Vi har slået nogle rigtig gode hold – endda på udebane begge gange. Vi har nogle enkelte spillere, der spiller på et meget højt niveau, og det er der brug for, hvis vi skal have point i Oprykningsspillet,” forklarer en af truppens mest rutinerede spillere Lennard Lauridsen. 

Med de gode resultater in mente kan det måske godt irritere spillerne, at der kun er fire kampe tilbage i denne sæson, men sådan ser Lennard Lauridsen ikke på det.

 ”Jeg tror mere, vi skal se det som starten på den nye sæson i stedet for afslutningen på den nuværende. Vi skal bruge et godt afsæt til den nye sæson. Kan vi samtidig holde på truppen og tilføre den med to eller tre spillere, så bliver det spændende næste år,” siger han. 

Først skal den nuværende sæson lige overstås, og på søndag skal holdet så forsøge at fortsætte den gode stime, når HIK kommer på besøg. Det er ikke et hold, Ringkøbing IF kender utrolig meget til, udover at sjællændernes hjemmebanekampe spilles på kunstgræs.

”Alle hold i denne række er dygtige, og vi må gå ud fra, at HIK gerne vil spille langs jorden med tanke på deres kunstgræs hjemme. Det kan være, vi siger til kommunen, at banen ikke skal klippes efter torsdag,” siger Lennard Lauridsen med et glimt i øjet.

”Ej, vi har selv mange dygtige spillere, som er klart bedst, når vi har bolden langs jorden. Der vil vi udfordre dem, som vi har gjort med de andre hold i rækken,” forsikrer han.

Selvom kendskabet til HIK er begrænset, så må det forventes at blive en tæt kamp, da de to hold kun er adskilt af et enkelt point, hvor Ringkøbing IF har 40 og HIK 39, men Lennard Lauridsen vil have tre point. 

”Vi skal have tre point. Det er jeg også overbevist om, at vi får, hvis vi holder niveauet fra i weekenden, hvor vi vel havde chancer til at score fem eller seks gange. Samtidig lukker bagkæden virkelig godt ned, og i målet har vi Mads, der også har haft flere gode redninger på det sidste,” siger han til sidst.

Søndagens opgør imod HIK fløjtes i gang klokken 14:00 på Green Arena. 

Kampen kan følges på Facebook eller ses live via følgende link: https://mycujoo.tv/video/ringkobing?id=41866.