Ambitiøs kvartet står bag atletikken i Ringkøbing

Hvad sker der, når en leder og træner efter flere årtiers hårdt arbejde trækker sig fra en atletikklub.

Risikoen for nedgang, måske endda tomgang, hersker, men i Ringkøbing IF kommer det ikke til at gå sådan.

Torben Elmertoft er en legende i klubben, så det skabte naturligvis lidt bange anelser, da han med rette mente at have aftjent sin værnepligt på vegne af byens atletikklub, men så trådte tre kvindelige kastere og en mandlig sprinter et skridt frem på scenen.

Marie Christiansen, Mette T. Vestergaard, Jytte Bitsch samt Louis Lützen er kvartetten som tegner den lyse fremtid for atletikklubben, og der er både store og ambitiøse planer.

Vi møder dem på en solskinsaften på det, der må være det smukkest placerede atletikstadion i landet - udsigten over Ringkøbing Fjord danner et unikt bagtæppe for et anlæg, hvor et helt nyt kastebur blandt andet troner i det ene hjørne.

Det er kvartettens første år i spidsen for atletikklubben, og det meste af tiden er indtil nu gået med praktiske opgaver og arbejde med at skabe de bedst mulige rammer, som nu er på plads - så nu rettes fokus i stedet på at rekruttere flere medlemmer.

Louis Lützen, som tidligere har hjulpet Torben Elmertoft med træningen, er ansat til at træne ungdomsatleterne, men Idrætsmærket med de mere rutinerede udøvere kører også videre i bedste velgående.

- Idrætsmærket er for alle uanset alder og niveau, men vi har bestemt plads til flere både ungdomsatleter og deltagere til Idrætsmærket. Faciliteterne er i hvert fald perfekte, som Marie Christiansen siger.

Sammen med resten af ledergruppen beretter hun om spændende planer og idéer for fremtiden, og allerede nu er der etableret samarbejde med eksempelvis naboklubben Hvide Sande, når der er stævner, og generelt handler det om, at der nu atter kommer gang i atletikken i Ringkøbing.

Derfor er det fantastisk, at fire mennesker påtager sig ansvaret og gør klar til at udvikle afdelingen til nye højder, så udsigten over fjorden kan suppleres af høje grin, glæde og veltrænede atleter i alle aldre.  

Hvis du har lyst til at prøve atletik i Ringkøbing IF, kan du finde kontaktinfo på hjemmesiden www.rif1900.dk under menupunktet bredde, og derfra er der ikke langt til et unikt fællesskab, hvor det at have det sjovt spiller en stor rolle.