Drømmemål sænkede Ringkøbing IF

Lørdag eftermiddag gæstede Ringkøbing IF det sydvestjyske, hvor Varde IF var vært på Sydbank Stadion.

Opgøret endte med en 2-1 sejr til Varde IF efter en pauseføring på 1-0 til hjemmeholdet.

Scoringen inden pausen faldt på et frispark efter en god halv times spil på kanten af gæsternes felt, og Varde IF's Mikkel Rohde sparkede flot bolden fladt i nettet.

For gæsterne kneb det med at komme frem til de helt store muligheder, men der var dog optræk til noget i den lille chancekategori flere gange - blandt andre forsøgte Christian Pinholt sig flere gange, og Lennard Lauridsen havde ligeledes et forsøg, som dog blev rettet af en Varde-forsvarer. 

I den modsatte ende var RIF-forsvaret på hårdt arbejde i forsøget på at håndtere fysisk stærke Mikkel Blåhøj, men inden pausen lykkedes det fint, og Varde-mandskabet kom heller ikke til de helt store muligheder ud over frisparksscoringen.

I pausen handlede Claus Christiansen konsekvent - ud gik Andreas Lauridsen og Christian Pinholt, ind kom Kasper Nissen og Johan Søndergaard Larsen - og effekten kom forholdsvis hurtigt.

Lidt under to minutter var der spillet af anden halvleg, da Dennis Juelsgård smukt sparkede en frisparksbold over i det lange hjørne, og udligningen gav ny energi til gæsterne.

De sidste 45 minutter blev dog heller ikke et chanceorgie, og de to hold lurede begge på at straffe modstandernes fejl.

Sådan én lavede gæsterne efter en times spil, hvor Mikkel Kjeldstrup mistede bolden midt på banen - sekunder senere sparkede Nicolaj Forst Varde IF i front med 2-1 på et smukt langskud.

Derfra intensiverede Ringkøbing IF selvfølgelig jagten på en udligning, mens Varde-spillerne fokuserede mest på at holde føringen - og slå til på en omstilling hvis muligheden bøde sig.

Det gjorde den ikke, og da RIF-mandskabet heller ikke lykkedes med at bryde igennem en Varde-defensiv klogt styret af Kristoffer Sørensen, endte opgøret med en 2-1 sejr til hjemmeholdet på Sydbank Stadion.