Stor glæde og store ambitioner. Ny aftale med Klaus Moesgaard.

Oven på gårsdagens kollektive offday for vores danmarksseriehold, så tror jeg, vi alle trænger til en god nyhed på en smuk og lun mandag. Sportschef Wael har til klubbens store glæde lukket en ny samarbejdsaftale med en af holdets ankermænd, Klaus Moesgaard. Nu gældende frem til sommeren 2023.

Klaus kom til klubben i sommeren 2019, og var med i den skæbnesvangre sæson, der desværre endte med en nedrykning fra 2.division. Nedrykningen faldt så også sammen med en vis virus` hærgen, der vendte op og ned på alt, også i landets fodboldstruktur.

Faster/Hanning var stedet, hvor bette Klaus trådte sine første fodboldstøvler, inden turen som U13 spiller gik 5 km sydpå til Skjern. Her fik han debut på Skjerns serie 2 hold som 16-årig, og var som 17-årig med til spille Skjern op i serie 1 med bl.a. 19 mål i 11 kampe. Ung og mange mål, det lugter større klubber hurtigt, og det blev Esbjerg, der løb med den da knap 18-årige knægt fra Faster.

Tiden i Esbjerg blev på mange måder både fyldt med gode oplevelser og mere fodboldmæssig udvikling, men en alvorlig korsbåndskade i starten af 2018 satte en midlertidig stopper for spillet på græstæppet. Kort tid før den alvorlige skade, havde Klaus` agent været i kontakt med Brentford i England, og der var positive tilkendegivelser, som så desværre måtte stoppe med korsbåndskaden en måned senere.

Efter 5 år i Esbjerg og efter en skadesperiode på knap to år, så kom han til os, og resten er historie, fristes man til at sige. Men der er naturligvis mere i et samarbejde end historie. Klaus Moesgaard ser Ringkøbing IF som et sted, hvor der arbejdes hårdt på at komme skridtet videre, og den ambition passer perfekt ind i hans egen tankegang. Der skal lægges på. Altid. Til træning, i det sociale og i kampene. Det skal være sjovt, men med så mange vindertyper på holdet og i klubben, så skal vi altid kigge opad.

Lige nu er Klaus i gang med en finansøkonomuddannelse, og skal til januar 2023 i praktik hos en af klubbens gode og loyale samarbejdspartnere, Ringkøbing Landbobank. Drømmen er at få en elevplads i banken og samtidig være med til at få divisionsfodbolden tilbage til Ringkøbing.

Og så er der lige det med hans specialitet, de vildt lange indkast. Som han selv siger, så har han altid kastet lange indkast, men i hans lange skadesperiode brugte han en del tid på at udvikle og styrke kompetencen. Den skaber mange farlige situationer i feltet, og som han siger, ” de andre skal så blot gøre arbejdet færdigt”.