RIF og Wael forlænger aftalen med hinanden.

RIF og Wael er blevet et rigtigt fint mix. Sportschefen har gennem sit første år som sportschef demonstreret lige dele ledelse og samarbejdsevne på tværs i spiller- og trænertruppen og i kontakten til klubbens ledelse. Samarbejde og en fælles interesse i at finde gode konstruktive løsninger er et vigtigt mantra for klubben. Kort sagt, det har været et samarbejde til alles tilfredshed.

Alt det til sammen har nu medført, at Ringkøbing Fodbold har lavet en ny samarbejdsaftale med Wael. Nu har parterne papir på hinanden frem til sommeren 2024.

Der skal altid to ligeværdige partere til en elegant dans, og Nicolai erkender da også, at det første år er gået fint. ”Jeg har naturligvis skulle finde ind i rollen som sportschef, men synes faktisk, at det er gået godt. Jeg kender jo betingelserne, fodbolden og klubben, og det har klart haft betydning for min første periode som sportschef. At være sportschef er jo også engang imellem at skulle tage svære samtaler med skuffede spillere og trænere, men det er jo en del af gamet. Og så er der naturligvis hele økonomidelen. Vi skal som klub have styr på vores finanser. Personligt tror jeg meget på redskaber som åbenhed og oprigtighed, og udviser man det i en trup, og i forhold til en ledelse, så er man godt hjulpet. Et konstruktivt og ærligt samarbejde går jo altid begge veje”.

Klubbens danmarksseriehold og serie 1 hold har haft en sæson med overvejende gode oplevelser, men også med et par skuffelser undervejs. Det er jo mennesker og ikke maskiner, man arbejder med. Serie 1 ligger lige nu godt til i rækken, og kan nu selv afgøre, om det i næste sæson hedder jyllandsserie eller serie 1. Serie 1 er udviklingsholdet, og det er et ungt og ambitiøs team både på banen og på trænersiden. Det har været en fornøjelse at følge holdet i denne sæson. 1.holdet har spillet mange flotte kampe, især har vi været gode mod de andre tophold, og har så haft et par kiksere mod hold, som vi på papiret skulle kunne slå. Bundniveauet og stabiliteten skal der fortsat arbejdes med.

Sportschefen er meget opmærksomhed på hans rolle som klubbens øverste sportslige leder. ”Jeg er jo ansat af Ringkøbing Fodbold, og dermed i det, vi i daglige tale kalder RIF Elite, men det stopper jo ikke der. Vi har også et U19 hold, som vi skal have mere med ind i udviklingstænkningen samt klubbens nuværende serie 4 hold, som måske spiller i serie 3 i næste sæson. Vi skal styrke og udvikle samhørigheden og fællesskabet i klubben, og det kræver mere integration og samarbejde. Der ligger helt sikkert et skjult potentiale i de andre årgange og rækker, og hvis det kan forløses, så hjælper vi hinanden og klubben. Vi er jo altid interesseret i at udvikle egne spillere, og kan det gøres gennem samarbejde og gensidig respekt, så ligger det jo egentlig bare til højrebenet”.

De sportslige ambitioner på sigt er naturligvis uændret. Klubben skal op i divisionen igen, og vi skal naturligvis også i næste sæson også være med helt i toppen af rækken. Top-3 var målet i denne sæson, og kunne det bare løftes en snas i næste sæson, så bliver det rigtigt sjovt. Formand for Ringkøbing Fodbold, Peder Sørensen, er ovenud tilfreds med Waels indsats. ”For at få alle til at spille og yde maksimalt, så skal mange faktorer arbejde godt og effektivt sammen. En aktiv sportschef er i den forbindelse meget vigtig. Nicolai har fået mange aftaler på plads i forhold til den kommende sæson, og det gavner kontinuiteten. Vi sætter alle stor pris på Wael`ens indsats og daglige gang i klubben”.

Sportschefen slutter af med en tak til den afgående træner Claus Christiansen. ”CC har udført et flot stykke arbejde med holdet. Både på det fodboldfaglige område, men bestemt også i forhold til at udvikle fællesskabet. CC er et ægte klubmenneske, kender og respekterer de mange frivillige kræfter i klubben, og vi ønsker ham al det bedste fremover. Claus er altid velkommen tilbage på Green Arena”.