Nicolai Wael: "Vi glæder os til vores anden hjemmebane

NICOLAI WAEL: ”VI GLÆDER OS TIL VORES ANDEN HJEMMEBANE” 

Ringkøbing IF er inde i en træls periode med tre nederlag i træk, og han forventer en ny vanskelig kamp, når holdet i morgen drager til Østjylland, hvor Aarhus Fremad venter. 

”Vi skal have bremset en skidt stime. Resultatmæssigt – og til tider præstationsmæssigt – har det været en rigtig dårlig periode for os. Efteråret nærmer sig sin afslutning, og det er nu, vi skal finde ressourcerne frem. Det bliver en meget vanskelig kamp i Aarhus, hvor vi møder et rigtig godt hold med masser af dygtige boldspiller. De er meget direkte og bevægelige, og vel nok det hold vi har haft størst problemer mod,” siger Nicolai Wael.

Det omvendte opgør vandt Ringkøbing IF med 1-0 mod Aarhus Fremad, men det er ikke fordi cheftræneren ser tilbage på den kamp med stolthed, og så skal der også revancheres noget fra sidste weekends kamp mod Kjellerup IF. 

”Vi vandt godt nok første indbyrdes kamp, men det var så ufortjent, at man var helt flov efter kampe. Nu venter der en ny kamp, hvor jeg håber, spillerne vil rejse sig og have større respekt for deres job, end de havde mod Kjellerup. Det var så sjofelt en præstation, som jeg ikke har før i min periode. Jeg er ikke i tvivl om, at spillerne har forstået budskabet i denne uge, og alle er klar på, at vi skal levere helt anderledes,” forklarer han. 

Derudover kan cheftræneren berette om et par småskader i truppen, men han ser frem til endnu et opgør på Riisvangen, som han kalder klubbens anden hjemmebane med god opbakning fra eksil-vestjyderne.

”Det bliver et gensyn med Nissen, ligesom vi skal holde øje med flere af deres offensive profiler. Vi bøvler desværre med en del småskader, men samtidig er Lennard tilbage igen. Det giver holdet noget fart og direkthed, og det får vi brug for. Vi glæder os samtidig til vores anden hjemmebane. Sidst vi besøgte Riisvangen var stadion iklædt vores dejlige blå/hvide farver, og det gav spillerne en fantastisk opbakning, som vi håber at se igen,” siger Nicolai Wael til sidst. 

Opgøret fløjtes i gang i morgen klokken 14:00 i Aarhus, og kampen kan selvfølgelig følges via Facebook og Radio Max. 

Kampen kan også ses live via følgende link: https://mycujoo.tv/video/aarhus-fremad?id=22992.