Hils på klubbens nye cheftræner - Michael "Mex" Pedersen

Afsked kan være befriende, men også vemodige. Når vores nuværende cheftræner stopper om få dage, så er det bestemt en af de vemodige af slagsen. Det er også en afsked med en cheftræner, som har givet os et afsæt til at være med på et højere niveau. At følge op på det arbejde og fortsætte den positive udvikling, det kræver en ny cheftrænerkapacitet, og det er netop sådan en, vi i dag kan præsentere.

Det er derfor med stor glæde, at vi i dag med en toårig kan præsentere Michael ”Mex” Pedersen som nye cheftræner i RIF.

Michael, eller i daglig tale, Mex, er et stort fodboldmenneske, 59 år, gift og bosat i Esbjerg, og netop Esbjerg har altid haft en særlig plads i Mex`s liv og fodboldkarriere. Som aktiv fodboldspiller og som træner og leder.

Mex debuterede på Esbjergs bedste fodboldhold i 1982 og efter tre sæsoner gik turen til Osasuna i Spanien. Efter to sæsoner på den Iberiske halvø vendte Mex igen hjem til Esbjerg for en stund, inden han lavede en aftale med Ikast fb. Efter Ikast vendte han atter snuden hjem til Esbjerg, hvor han sluttede sin aktive fodboldkarriere i 1999. Han er i EFB noteret for 377 kampe og imponerende 159 mål, som gør ham til den mest scorende spiller i klubbens historie.

Som træner og leder har Mex bl.a. arbejdet som talenttræner sammen med Viggo Jensen i EFB, og selv haft ansvaret for klubbens bedste ynglinge, som han vandt DM sølv med i 2001. Arbejdet med de unge EFB talenter fortsatte frem til 2005. Frem til 2015 har Mex forskellige arbejdsopgaver i EFB bl.a. som talentchef, coaching mv.

Mex fik i 2015 i en overgangsperiode sammen med Lungi ansvaret for EFB`s superligahold, og i januar 2017 bliver han landstræner for U16 / U18, og arbejdet med landets bedste unge spillere fortsætter frem til sommeren 2020. Så man kan konkludere, at det er en træner med blik for talentudvikling, vi nu får til klubben.

Mex ser frem til opgaven i RIF: ”Jeg ser en klub med ambitioner og med flotte rammer. Talentudvikling, det at spillerne vil noget med sliddet, at de når mål, det er stærkt tilfredsstillende at være en del af. Krav og forventninger går jo begge veje. Truppen i dag ser spændende ud, og jeg kender jo allerede Esbjerg drengene, som jo tidligere har været en del af fodboldmiljøet i Esbjerg”.

Når man spørger Mex om hans metoder, spillestil og målsætninger, så bliver han lidt tænksom. ”For mig handler det om nærværet til træning, om samvær med spillere, som ønsker at udvikle sig som person og som holdspiller. Store armbevægelser og vidtløftige programerklæringer giver jeg ikke så meget for. Det er dagligdagen og resultaterne, der tæller”.

Nicolai Wael er i dag en glad og tilfreds sportschef. ”At lave en aftale med en kapacitet som Mex, det er stort. De gode fodboldtrænere hænger ikke på træerne, og geografien byder på sine udfordringer, men vi vil som klub ikke gå på kompromis med kvalitet. Vi får nu en faglig dygtig fodboldtræner rundet af det vestjyske, og med et særligt talent for at få det bedste ud af unge som ældre. Vi må aldrig som klub stå stille og nøjes. Vi har ambitioner, og de ambitioner er vi trygge ved, at Mex, sammen med den øvrige stab, kan være med til at forløse”.

At det er et stort sportsmenneske, vi får til klubben, vidner hans øvrige interesser om. Han har gennem mange år været en del af tennisklubben i Esbjerg, og nu har han også kastet sig over padeltennis. Og så har han selvfølgelig også et fint sving og put på golfbanen, faktisk så fint, at handicaptallet er encifret. Der er lagt op til flere test og udfordringer i truppen.