God stemning inden mødet med Tarup/Paarup

To uger på træningsbanen har gjort godt hos Ringkøbing IF, hvor den rutinerede midterforsvarer Anders Vestergaard Larsen ser frem til at komme i kamp igen efter en runde som oversidder.

Det sker lørdag eftermiddag, når Tarup/Paarup IF tager imod på Home Tarup Park i det nordvestlige hjørne af Odense, og for gæsterne handler det om at finde både niveau og point igen efter nederlaget i Varde.

- I Varde mødte vi et mandskab med en forholdsvis simpel spillestil, men vi magtede ikke på dagen at komme det i møde. Vi havde optræk til mange ting i løbet af kampen i Varde, men vi manglede kvalitet i de afgørende sekvenser, mens vi fik mål imod os på et frispark og et once in a lifetime-langskud, siger Anders Vestergaard Larsen.

Han håber, at RIF-mandskabet får de sidste afgørende procenter med til Fyn – både spillemæssigt og i forhold til viljestyrke – og han skænker det ikke en tanke, at Ringkøbing IF endnu savner at levere en stærk præstation på udebane.

- Sidste sæson fik vi rigtig mange point på udebane, indtil nu er det anderledes i denne sæson, men det er ikke noget, som gør mig nervøs. Vi ved, hvor fedt det er at spille hjemme på Green Arena, men det er det jo også for vores modstandere, som er glade for den gode bane og en altid fin stemning blandt de mange tilskuere, siger Anders Vestergaard Larsen.

Han er bevidst om, at der venter RIF-spillerne en svær opgave mod en stærk modstander lørdag eftermiddag, men alligevel er han fortrøstningsfuld i forhold til at få noget med retur til Vestjylland.

- Vi skal være kyniske i begge ender af banen, og det bliver vigtigt at holde dem væk fra oplagte chancer, men klarer vi det, er der gode muligheder for at få point med fra kampen. Stemningen i truppen er super fin, så vi tager til Fyn med højt humør og tro på os selv, slår Anders Vestergaard Larsen fast.

Opgøret fløjtes i gang klokken 13.00 lørdag eftermiddag.