Angriber vender tilbage til Ringkøbing IF

Han er på samme tid ny og velkendt.

Kasper Nissen var i foråret en del af Ringkøbing IF, men Covid-19 spolerede det meste for alle, så han nåede blot tre kampe i RIF-trøjen, inden han efter forårets sidste kamp forlod klubben til fordel for Århus.

Men nu vender den 22-årige angriber tilbage, da han har fået job i Esbjerg, og han ser frem til gensynet med Green Arena.

- I Claus Christiansen har Ringkøbing IF en dygtig cheftræner, og der er gang i et spændende genopbygningsprojekt, som jeg glæder mig til at være en del af og bidrage til. Jeg er sikker på, vi får bygget noget op, som bringer os op igen, siger Kasper Nissen, som den 30. august fylder 23 år.

Han fik sin fodboldopdragelse i det sydvestjyske hos Esbjerg fB, og derefter spillede han tre år i norsk fodbold.

- Jeg har fået job i Hjerting SFO, men jeg har stadig lyst til fodbold også. Jeg har trænet med en enkelt gang, og niveauet er virkelig fint, slår Kasper Nissen fast.

Han beskriver sig selv som en stærk, hurtig og teknisk angriber, og han vil arbejde hårdt for at bidrage med scoringer i dette efterår.

Sportschef Jens Nielsen glæder sig over tilgangen til RIF-offensiven, og der er også forventninger til klubbens nye angriber.

- Kasper er en stærk angriber og farlig målscorer, og han er indstillet på at arbejde hårdt og ydmygt i holdets interesse. Det bliver meget interessant at følge, for der er masser af potentiale, slår Jens Nielsen fast.