Ringkøbing IF og Landinspektør Vest starter samarbejde

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Ringkøbing IF har et stort ønske om at finde flere samarbejdspartnere i Skjern området. 

Derfor er vi også utrolig glade for at kunne meddele, at vi har lavet en samarbejdsaftale med Landinspektør Vest fra Skjern. 

Landinspektør Vest er et lokalt landinspektørfirma som arbejder med fastlæggelse og ændringer af skel mellem ejendomme, når ejerne f.eks. skal købe, sælge eller bytte arealer, fordi der f.eks. skal bygges til eller hvis landbrugsjorden skal skilles fra. 

Rådgivning udgør en stor del af arbejdet ved Landinspektør Vest f.eks. om de nye regler for støtte til jordfordelingssager, som er en fantastisk mulighed for at landbrugsejendomme kan bytte jord indbyrdes for at forbedre de enkelte bedrifter. 

Bygningsafsætninger udgør også en del af arbejdet ved Landinspektør Vest, lige fra parcelhusbyggeri til stalde i landbruget, og til de helt store projekter som afsætning ved Naturkraft og mejerierne i Ringkøbing-Skjern kommune. 

”Grunden til at vi gerne vil være sponsor i Ringkøbing IF er, at vi er glade for fodbold og selvfølgelig gerne vil støtte det lokale fodboldhold. Derudover ønsker vi både at styrke vores netværk og vores markedsandele i Ringkøbing, så det er helt klart et af målene for vores samarbejde med Ringkøbing IF,”  fortæller ejer af Landinspektør Vest, Malene Foldager Andersen. 

Finn Juhl fra Ringkøbing IF Elite er meget glad for at byde Landinspektør Vest velkommen i RIF-familien, og han håber, at denne aftale er første af mange fra Skjern-området. 

”Vi er meget glade for at kunne byde Landinspektør Vest velkommen ind i RIF-familien. Vi har et stort ønske om at finde flere samarbejdspartnere fra Skjern-området, og vi ser det her som et rigtig stort skridt på vejen. Vi ser frem til et langt og givtigt samarbejde for begge parter,” lyder det fra en tilfreds Finn Juhl. 

Byd gerne Landinspektør Vest velkommen med et stort like!